Josef og hans brødre

Jakob blev boende i Kana'an, hvor hans far havde boet som fremmed. Dette er Jakobs slægtshistorie. Josef var sytten år, og han vogtede får sammen med sine brødre. Han tjente hos de sønner, hans far havde med sine koner Bilha og Zilpa. Og Josef fortalte deres far det onde, han hørte om dem. Israel elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom.

Han lod en lang ærmekjortel lave til ham. Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham og kunne ikke tale venligt til ham.

Engang havde Josef en drøm, som han fortalte sine brødre, og de kom til at hade ham endnu mere. Han sagde til dem: »Nu skal I høre, hvad jeg har drømt! Vi var ved at binde neg ude på marken; mit neg rejste sig og blev stående, mens jeres neg slog kreds om mit neg og bøjede sig for det.« Da sagde brødrene til ham: »Skal du måske være konge og hersker over os?« Og de hadede ham endnu mere på grund af de drømme, han fortalte dem. Så havde han igen en drøm, som han fortalte sine brødre; han sagde: »Nu har jeg igen haft en drøm: Jeg så solen, månen og elleve stjerner bøje sig for mig.« Da han fortalte sin far og sine brødre den, skældte hans far ham ud og sagde til ham: »Hvad er det for en drøm, du har haft? Skulle jeg og din mor og dine brødre virkelig komme og bøje os for dig?« Hans brødre blev skinsyge på ham, men hans far glemte ikke drømmen.

Engang var hans brødre taget ud for at vogte deres fars får ved Sikem. Israel sagde til Josef: »Dine brødre vogter får ved Sikem. Nu vil jeg sende dig til dem!« Han svarede: »Ja, far!« Så sagde han: »Tag af sted og se, hvordan dine brødre har det, og hvordan det går med fårene; bring mig så besked tilbage.« Så sendte han ham af sted fra Hebrons dal, og han kom til Sikem.

Da han flakkede om på marken, mødte han en mand, som spurgte ham: »Hvad leder du efter?« Han svarede: »Jeg leder efter mine brødre; fortæl mig, hvor de vogter får.« Så sagde manden: »De er taget herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville til Dotan.« Så gik Josef efter sine brødre og fandt dem i Dotan. De så ham i det fjerne, og før han nåede hen til dem, lagde de planer om at dræbe ham. De sagde til hinanden: »Dér kommer den drømmemester! Lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne og sige, at et rovdyr har ædt ham. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!«

Da Ruben hørte det, ville han redde ham fra dem og sagde: »Lad os ikke slå ham ihjel! I må ikke udgyde blod,« sagde Ruben til dem; »kast ham i cisternen her på marken, men læg ikke hånd på ham!« Han ville nemlig redde ham fra dem og bringe ham tilbage til faderen.

Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel. Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den. Så satte de sig ned og spiste. Da de så op, fik de øje på en ismaelitisk karavane, der kom fra Gilead; kamelerne var læsset med tragakant-gummi, storax-balsam og ladanum-harpiks, som de skulle ned til Egypten med.

Da sagde Juda til sine brødre: »Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet? Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne. Vi vil ikke lægge hånd på ham; han er jo vores kødelige bror.« Det gik brødrene med til.

Nogle midjanitiske handelsmænd kom forbi. De trak Josef op af cisternen og solgte ham for tyve sekel sølv til ismaelitterne, som tog ham med til Egypten.

Da Ruben vendte tilbage til cisternen og så, at Josef ikke var der, flængede han sine klæder og gik tilbage og sagde til sine brødre: »Drengen er der ikke! Hvad skal jeg dog gøre?« Så tog de Josefs kjortel, slagtede en gedebuk og dyppede kjortlen i blodet. De sendte den lange ærmekjortel hjem til deres far med den besked: »Vi har fundet denne her. Se nøje efter, om ikke det er din søns kjortel!« Han genkendte den og udbrød: »Det er min søns kjortel! Et rovdyr har ædt ham! Josef er blevet sønderrevet!« Så flængede Jakob sine klæder og lagde sæk om lænderne, og han sørgede over sin søn i lang tid. Alle hans sønner og døtre kom for at trøste ham, men han ville ikke lade sig trøste og sagde: »I sorg vil jeg gå ned i dødsriget til min søn.« Og hans far græd over ham.

Midjanitterne solgte ham i Egypten til Faraos hofmand Potifar, chefen for livvagten.

Josef og Potifars hustru

Da Josef var blevet bragt ned til Egypten, blev han af ismaelitterne, der havde bragt ham med derned, solgt til Faraos hofmand, egypteren Potifar, chefen for livvagten. Herren var med Josef, så han havde lykken med sig. Han var i sin egyptiske herres hus, og da hans herre så, at Herren var med ham, og at Herren lod alt, hvad han gjorde, lykkes, fattede han velvilje for Josef, og Josef kom i hans tjeneste. Han satte ham til at styre sit hus og gav ham ansvar for alt, hvad han ejede.

Fra det øjeblik han satte ham til at styre sit hus og alt, hvad han ejede, velsignede Herren egypterens hus for Josefs skyld. Herrens velsignelse kom over alt, hvad han ejede inde og ude. Han overlod Josef alt, hvad han ejede, og bekymrede sig ikke om noget som helst, undtagen den mad, han skulle spise.

Josef var smuk og så godt ud.Engang skete det, at hans herres hustru kastede sine øjne på Josef og sagde: »Kom og lig hos mig!« Men han vægrede sig og sagde til hende: »Min herre bekymrer sig ikke om noget i huset, men har givet mig ansvaret for alt, hvad han ejer. Han har ikke mere at skulle have sagt i dette hus end jeg, og han har ikke nægtet mig noget undtagen dig, og det er, fordi du er hans hustru. Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?« Selv om hun dag efter dag søgte at overtale Josef, ville han ikke opfylde hendes ønske om at ligge hos hende og have omgang med hende.

En dag da han kom ind i huset for at gøre sit arbejde, og der ikke var nogen af husets folk til stede, greb hun fat i hans kjortel og sagde: »Kom og lig hos mig!« Men han lod hende beholde kjortlen og flygtede ud. Da hun så, at han var flygtet ud og havde ladet hende beholde kjortlen, råbte hun på husets folk og sagde til dem: »Se, han er kommet med en hebræer, som går og gør tilnærmelser til os. Han kom ind til mig og ville ligge hos mig, men så råbte og skreg jeg. Da han hørte, at jeg råbte højt, efterlod han kjortlen hos mig og flygtede ud.« Hun lod hans kjortel ligge, til hans herre kom hjem. Så fortalte hun ham den samme historie: »Den hebraiske træl, du kom med, kom ind og gjorde tilnærmelser til mig. Men da jeg råbte højt, efterlod han kjortlen hos mig og flygtede ud.«

Da hans herre hørte sin kone fortælle, at hans træl havde båret sig sådan ad mod hende, flammede hans vrede op; v20 han satte Josef i fængsel, det sted, hvor kongens fanger sad indespærret, og så sad han der i fængslet. v21 Men Herren var med Josef og viste ham godhed og lod ham finde yndest i arrestforvarerens øjne. v22 Arrestforvareren gav Josef ansvaret for alle fangerne i fængslet, så det var ham, der gjorde alt, hvad der skulle gøres. v23 Arrestforvareren tog sig ikke af noget af det, Josef havde fået ansvaret for; det var, fordi Herren var med Josef, og det, han gjorde, lod Herren lykkes.

Josef tyder hofmændenes drømme

Nogen tid efter forsyndede egypterkongens mundskænk og bager sig mod deres herre, egypterkongen. Farao blev vred på sine to hofmænd, hofmundskænken og hofbageren, og satte dem i forvaring hos chefen for livvagten, i det fængsel, hvor Josef sad indespærret. Chefen for livvagten satte Josef til at betjene dem.

Da de havde siddet i forvaring et stykke tid, havde de begge to, egypterkongens mundskænk og bager, der sad indespærret i fængslet, i én og samme nat hver sin drøm med hver sin betydning. Da Josef kom ind til dem om morgenen, så han, at de var bekymrede. Han spurgte Faraos hofmænd, som var i forvaring hos ham i hans herres hus: »Hvorfor ser I så mismodige ud i dag?« De svarede: »Vi har haft en drøm, og her er ingen, der kan tyde den.« Men Josef sagde til dem: »Det er Gud, der tyder drømme. Fortæl mig den!«

Hofmundskænken fortalte så Josef sin drøm: »I min drøm så jeg en vinstok, og på vinstokken var der tre ranker. Så snart den satte skud, blomstrede den, og dens klaser blev til modne druer. Jeg havde Faraos bæger i hånden, og jeg tog druerne og pressede saften ud i Faraos bæger og rakte det til Farao.« Josef sagde til ham: »Sådan skal drømmen tydes: De tre ranker er tre dage. Om tre dage skal Farao løfte dit hoved og genindsætte dig i din stilling. Så skal du række Farao hans bæger, som du gjorde, dengang du var mundskænk hos ham. Bare du så vil huske mig, når det går dig godt, og vise mig den godhed at nævne mig for Farao og få mig ud af dette hus. For jeg er blevet røvet fra hebræernes land, og jeg har heller ikke gjort noget her, de kunne sætte mig i fangehullet for.«

Da hofbageren så, at Josef gav en god tydning, sagde han til ham: »Det var på samme måde i min drøm: Jeg havde tre kurve med bagværk på hovedet. I den øverste kurv var der al slags bagværk til Farao; men fuglene åd af kurven på mit hoved.« Josef sagde: »Sådan skal drømmen tydes: De tre kurve er tre dage. Om tre dage vil Farao løfte dit hoved og hænge dig på et træ, og fuglene skal æde kødet på dig.«

To dage efter var det Faraos fødselsdag; han holdt gilde for alle sine folk, og omgivet af sine folk løftede han hofmundskænkens og hofbagerens hoved. v21 Hofmundskænken genindsatte han i hans embede, så han kunne række Farao bægeret, v22 og hofbageren hængte han på et træ, sådan som Josef havde tydet det for dem. v23 Men hofmundskænken huskede ikke Josef. Han glemte ham.

Josef tyder Faraos drømme

To år senere havde Farao en drøm: Han stod ved Nilen, og op af Nilen steg syv smukke og velnærede køer. De gav sig til at græsse mellem sivene. Efter dem steg syv andre køer op af Nilen, grimme og magre. De stillede sig på Nilens bred ved siden af de første køer. De grimme og magre køer åd de syv smukke og velnærede køer. Så vågnede Farao.

Han faldt i søvn igen og drømte: Syv tykke og gode aks voksede frem på ét strå. Efter dem spirede syv aks frem, tynde og afsvedet af østenvinden. De tynde aks slugte de syv tykke og fulde aks. Så vågnede Farao og blev klar over, at det var en drøm. Om morgenen var han fuld af uro og sendte bud efter alle Egyptens mirakelmagere og vismænd; han fortalte dem sin drøm, men ingen kunne tyde den for Farao. Da sagde hofmundskænken til Farao: »Nu må jeg minde om mine forsyndelser. Farao var blevet vred på sine tjenere hofbageren og mig og havde sat os i forvaring hos chefen for livvagten.

Én og samme nat havde han og jeg en drøm; vores drømme havde hver sin betydning. Nu var der hos os en ung hebræer, der var i tjeneste hos chefen for livvagten. Da vi fortalte ham vores drømme, tydede han dem for os; han gav drømmene hver sin tydning, og som han tydede dem, sådan gik det: Jeg blev genindsat i min stilling, men den anden blev hængt på et træ.«

Da sendte Farao bud efter Josef, og han blev straks lukket ud af fangehullet. Han blev klippet, skiftede tøj og trådte frem for Farao. Farao sagde til Josef: »Jeg har haft en drøm, som ingen kan tyde, men jeg har hørt om dig, at du kan tyde en drøm, så snart du hører den.«

Josef svarede Farao: »Det er ikke mig, der kan. Gud vil give Farao et gunstigt svar.« Så sagde Farao til Josef: »Jeg drømte, at jeg stod på Nilens bred, og op af Nilen steg syv velnærede og smukke køer. De gav sig til at græsse mellem sivene. Efter dem steg syv andre køer op, tynde og meget grimme og magre. Jeg har aldrig set så grimme køer i hele Egypten. De magre og grimme køer åd de første syv velnærede køer.

Men da de havde sat dem til livs, var det ikke til at se på dem, for de var lige så grimme som før. Så vågnede jeg. I en drøm så jeg derpå syv fulde og gode aks vokse frem på ét strå; og efter dem spirede syv aks frem, hårde, tynde og afsvedet af østenvinden. Og de tynde aks slugte de syv gode aks. Jeg fortalte det til mirakelmagerne, men ingen kunne forklare mig det.«

Josef sagde da til Farao: »Faraos drømme betyder det samme. Det, Gud vil gøre, har han fortalt Farao. De syv smukke køer er syv år, og de syv gode aks er syv år. Drømmene betyder det samme. De syv magre og grimme køer, der steg op efter dem, er syv år, og de syv aks, der var tynde og afsvedet af østenvinden, er syv hungerår.

Det er det, jeg sagde til Farao: Det, Gud vil gøre, har han ladet Farao se. Der vil komme syv år med stor overflod i hele Egypten. Efter dem kommer syv hungerår, så al overfloden bliver glemt i Egypten, for hungersnøden vil gøre det af med landet. Man vil ikke længere mærke noget til overfloden i landet på grund af den hungersnød, der følger efter, for den bliver meget knugende. Og når Farao fik drømmen to gange, betyder det, at Gud er fast besluttet på det og hurtigt vil sætte det i værk.

Farao skulle derfor udse sig en forstandig og klog mand og sætte ham over Egypten. Og Farao skulle udpege folk i landet med den opgave at opkræve en femtedel af afgrøden i Egypten i de syv overflodsår. De skal indsamle alt kornet i de gode år, der kommer, og i byerne skal de under Faraos myndighed oplagre korn til føde og bevogte det. Kornet skal opbevares i landet til de syv hungerår, der skal komme over Egypten, så landet ikke går til grunde under hungersnøden.«

Dette forslag syntes Farao og alle hans folk godt om, v38 og Farao spurgte sine folk: »Findes der nogen, der har Guds ånd som han?« Så sagde Farao til Josef: »Siden Gud har ladet dig vide alt dette, kan der ikke være nogen så forstandig og klog som du. Du skal styre mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig. Kun tronen vil jeg have frem for dig.«

Farao sagde til Josef: »Hermed sætter jeg dig over hele Egypten!« Og han tog sin signetring af og satte den på Josefs hånd; han gav ham en fin linneddragt på og hængte en guldkæde om hans hals. Han lod ham køre i sin næstfornemste vogn, og foran ham råbte man abrek. Sådan satte han ham over hele Egypten.

Farao sagde til Josef: »Jeg er Farao! Ingen i hele Egypten skal uden din tilladelse løfte hånd eller fod!« Så gav Farao Josef navnet Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til hustru; hun var datter af Potifera, præsten i On. Så drog Josef ud over hele Egypten.

Josef var tredive år, da han trådte i egypterkongen Faraos tjeneste. Josef forlod nu Farao og rejste rundt i hele Egypten. Landet bugnede i de syv overflodsår. I de syv år, der kom i Egypten, samlede han alt korn og lagde det i byerne. Kornet fra de omkringliggende marker lagde han inde i byerne. Josef oplagrede så meget korn som havets sand, så han måtte holde op med at tælle det, for det kunne ikke tælles.

Endnu før hungerårene kom, fik Josef to sønner med Asenat, datter af Potifera, præsten i On. Josef gav den førstefødte navnet Manasse. »For Gud har fået mig til at glemme al min ulykke og hele min fars hus.« Den anden gav han navnet Efraim. »For Gud har gjort mig frugtbar i min lidelses land.«

Da de syv overflodsår i Egypten var forbi, begyndte de syv hungerår, sådan som Josef havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten var der brød. Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle egypterne: »Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer!« Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til egypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten. Fra hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele jorden.

Josefs brødre i Egypten

Da Jakob fik at vide, at der var korn til salg i Egypten, sagde han til sine sønner: »Hvorfor står I og ser på hinanden?« Og han fortsatte: »Jeg har hørt, at der er korn til salg i Egypten. Tag derned, og køb noget, så vi kan leve og ikke dø.« Så tog Josefs ti brødre ned for at købe korn i Egypten; men Josefs bror Benjamin lod Jakob ikke tage med brødrene, for han var bange for, at der skulle tilstøde ham en ulykke.

Israels sønner kom sammen med mange andre for at købe korn, for der var hungersnød i Kana'an. Josef var landets hersker, og det var ham, der solgte korn til hele landets befolkning. Nu kom Josefs brødre og kastede sig til jorden for ham. Da Josef så sine brødre, genkendte han dem, men han lod, som om han ikke kendte dem, og talte hårdt til dem: »Hvor kommer I fra?« spurgte han, og de svarede: »Vi kommer fra Kana'an for at købe korn.«

Josef genkendte sine brødre, men de genkendte ikke ham, og han kom i tanker om de drømme, han havde haft om dem. Han sagde til dem: »I er spioner; I er kommet for at se, hvor landet er svagt.« Men de svarede ham: »Nej, herre, dine tjenere er kommet for at købe korn. Vi er alle sønner af én og samme mand. Vi er ærlige folk, vi har aldrig været spioner, herre!« Men han sagde til dem: »Jo! I er kommet for at se, hvor landet er svagt!« De svarede: »Vi var tolv brødre, herre, sønner af én og samme mand i Kana'an.

Den yngste er for øjeblikket hos vores far, og én lever ikke mere.« Men Josef sagde til dem: »Det er, som jeg siger: I er spioner! Men sådan vil jeg sætte jer på prøve: Hvis ikke jeres yngste bror kommer herned, skal I aldrig slippe herfra, så sandt Farao lever! En af jer skal rejse hjem efter jeres bror, mens I andre skal sidde indespærret; så skal det vise sig, om I taler sandt. Hvis ikke, så er I spioner, så sandt Farao lever!« Og han holdt dem i forvaring i tre dage.

Den tredje dag sagde Josef til dem: »Dette skal I gøre, hvis I vil beholde livet. Jeg frygter Gud! Lad mig se, om I er ærlige. En af jer brødre skal sidde indespærret, hvor I sad i forvaring; I andre skal tage af sted og bringe korn hjem til jeres sultende familier. Kommer I så til mig med jeres yngste bror, står jeres ord til troende, og I skal ikke dø.« Og sådan blev det.

De sagde til hinanden: »Vi bliver straffet på grund af vores bror. Vi så, hvor ulykkelig han var, da han bad os om nåde, men vi ville ikke høre på ham. Derfor er denne ulykke kommet over os.« Og Ruben sagde til dem: »Sagde jeg ikke til jer, at I ikke måtte begå den synd mod drengen, men I ville ikke høre. Nu bliver der krævet hævn for hans blod.« Men de vidste ikke, at Josef forstod, hvad de sagde, for der blev brugt tolk. Han vendte sig bort fra dem og græd, men kom så tilbage til dem og talte med dem. Så tog han Simeon ud af flokken og spærrede ham inde for øjnene af dem. Derefter gav Josef ordre til at fylde deres sække med korn, lægge pengene tilbage i hver enkelts sæk og give dem proviant med. Det skete, og så læssede de kornet på deres æsler og tog af sted.

Da nu en af dem åbnede sin sæk for at give sit æsel foder i herberget, opdagede han sine penge øverst i sækken. Han sagde til sine brødre: »Mine penge er kommet tilbage; de ligger i min sæk!« Da sank hjertet i livet på dem, og de så forfærdede på hinanden. »Hvad har Gud dog gjort mod os?« sagde de.

Da de kom hjem til deres far Jakob i Kana'an, fortalte de ham alt, hvad der var sket dem: »Den mand, der er herre i landet, talte hårdt til os og beskyldte os for at udspionere landet. Men vi sagde til ham: Vi er ærlige folk; vi er ikke spioner. Vi var tolv brødre, sønner af én og samme far. Den ene lever ikke mere, og den yngste er for øjeblikket hos vores far i Kana'an. Men den mand, der er herre i landet, sagde til os: Sådan kan jeg vide, om I er ærlige folk: I skal lade en af jer blive tilbage hos mig, og så skal I tage korn med til jeres sultende familier og tage af sted. Kom så til mig med jeres yngste bror, så jeg kan vide, at I ikke er spioner, men ærlige folk. Så vil jeg give jer jeres bror tilbage, og I kan drage frit omkring i landet.«

Da de nu tømte deres sække, fandt hver især sin pengepung i sækken, og da de og deres far så pungene, blev de bange. Deres far Jakob sagde til dem: »I gør mig barnløs! Josef er borte, Simeon er borte, og nu tager I Benjamin. Det er mig, det hele rammer!« Men Ruben sagde til sin far: »Du må dræbe begge mine sønner, hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig. Overlad ham i min varetægt; jeg skal nok bringe ham tilbage til dig.« Men han svarede: »Min søn skal ikke tage med jer derned, for hans bror er død, og han alene er tilbage. Hvis der tilstøder ham en ulykke på jeres rejse, bringer I mig gamle mand ned i dødsriget med sorg.«

Josefs brødre i Egypten for anden gang

Men hungersnøden knugede landet. Da de havde brugt det korn, de havde hentet i Egypten, sagde deres far til dem: »Tag af sted igen, og køb lidt korn til os.« Men Juda sagde til ham: »Manden advarede os mod at vise os for ham, uden at vores bror var med. Hvis du vil lade vores bror tage med, tager vi ned og køber korn til dig. Men vil du ikke lade ham tage med, tager vi ikke derned. For manden sagde til os, at vi ikke skulle vise os for ham, uden at vores bror var med.« Israel sagde: »Hvorfor handlede I ondt mod mig ved at fortælle manden, at I havde en bror til?« De svarede: »Manden forhørte os nøje om os og vores slægt og spurgte: Lever jeres far endnu? Har I en bror til? Vi fortalte ham det, som det var. Hvordan kunne vi vide, at han ville sige, at vi skulle bringe vores bror derned?«

Da sagde Juda til sin far Israel: »Lad drengen tage med mig, så vi kan komme af sted, og så vi kan leve og ikke dø, både du og vi og vores familier. Jeg står inde for ham; du kan kræve mig til regnskab for ham. Hvis jeg ikke bringer ham med tilbage og stiller ham foran dig, skal jeg altid stå som skyldig over for dig. Hvis vi ikke havde tøvet, kunne vi have været frem og tilbage to gange.«

Deres far Israel sagde til dem: »Kan det ikke være anderledes, så gør i al fald dette: Læg nogle af landets bedste varer i jeres sække, og tag dem med ned til manden som gave, lidt storax-balsam, lidt honning, tragakant-gummi, ladanum-harpiks, pistacier og mandler. Og tag lige så mange penge med jer som før; desuden må I have de penge med, der kom tilbage øverst i jeres sække. Måske var det en fejltagelse. Tag jeres bror med, og vend så tilbage til manden. Måtte Gud den Almægtige lade jer finde barmhjertighed hos manden, så han lader jer få jeres anden bror og Benjamin med hjem! Men skal jeg være barnløs, så lad mig være barnløs!«

Mændene tog nu denne gave og dobbelt så mange penge, og de tog Benjamin med sig og drog ned til Egypten, hvor de fik foretræde for Josef. Da Josef så Benjamin sammen med dem, sagde han til sin hushovmester: »Før mændene hjem til mig, slagt et dyr, og tilbered det, for mændene skal spise til middag hos mig.« Manden gjorde, som Josef sagde, og førte mændene til Josefs hus. Men da de blev ført til Josefs hus, blev de bange og sagde: »Det er på grund af de penge, der forrige gang kom tilbage i vores sække, at vi bliver ført hertil; nu vil man styrte sig over os og overfalde os og gøre os til trælle og tage vores æsler.«

I døren til huset henvendte de sig til Josefs hushovmester og sagde: »Undskyld, herre! Vi har været her engang tidligere for at købe korn. Men da vi kom til herberget og åbnede vores sække, fandt vi vores penge øverst i hver enkelts sæk, det fulde beløb. Dem bringer vi nu tilbage. Og vi har taget flere penge med os for at købe korn. Vi ved ikke, hvem der har lagt pengene i vores sække.« Men han svarede: »Vær rolige, I skal ikke være bange! Jeres Gud og jeres fars Gud må have lagt en skat i jeres sække, for jeres penge har jeg fået.« Så hentede han Simeon ud til dem.

Manden førte nu mændene ind i Josefs hus og gav dem vand til at vaske støvet af fødderne, og han gav dem foder til æslerne. Og de lagde deres gaver frem, før Josef kom ved middagstid, for de havde hørt, at de skulle spise der. Da Josef kom hjem, gav de ham deres gaver og kastede sig til jorden for ham. Han hilste på dem og spurgte: »Hvordan går det jeres gamle far, som I fortalte om? Lever han endnu?« De svarede: »Vores far, din tjener, lever endnu og har det godt.« Og de bøjede sig dybt. Så fik han øje på sin bror Benjamin, sin mors søn, og spurgte: »Er det jeres yngste bror, som I fortalte mig om?« Og han sagde: »Gud være dig nådig, min søn!« Da kærligheden til broderen vældede op i Josef og gråden trængte sig på, skyndte han sig ind i sit kammer og græd. Derpå vaskede han sit ansigt og kom ud igen. Han beherskede sig og sagde: »Sæt maden frem!« De serverede særskilt for ham, for dem og for de egyptere, der spiste hos ham, for egyptere må ikke holde måltid sammen med hebræere; det er afskyeligt for dem. De blev anbragt over for ham efter alder fra den ældste til den yngste, og mændene så undrende på hinanden. Han uddelte retterne til dem fra sit eget bord. Men Benjamin fik fem gange så meget som alle de andre. Og de drak sig berusede sammen med ham.

Josefs bæger i Benjamins sæk

Josef befalede sin hushovmester: »Fyld mændenes sække med så meget korn, som de kan bære, og læg deres penge øverst i hver enkelts sæk.Øverst i den yngstes sæk skal du lægge mit bæger, sølvbægeret, sammen med pengene for hans korn.« Han gjorde som Josef havde sagt.

Næste morgen ved daggry lod han mændene drage af sted med deres æsler. De var ikke kommet ret langt fra byen, før Josef sagde til sin hushovmester: »Sæt efter mændene! Når du indhenter dem, skal du sige til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt? Det er jo det bæger, min herre drikker af, og som han tager varsler med. I har handlet ondt!« Da han havde indhentet dem, sagde han sådan til dem, og de svarede: »Hvordan kan du sige det, herre? Det kunne aldrig falde dine tjenere ind at gøre sådan noget. De penge, vi fandt øverst i sækkene, bragte vi jo tilbage til dig fra Kana'an. Hvorfor skulle vi så stjæle sølv eller guld fra din herres hus? Den af dine tjenere, det findes hos, skal dø, og vi andre skal være trælle for dig, herre.« Han svarede: »Lad det være, som I siger. Den, det findes hos, skal være min træl; I andre skal gå fri.« Så tog de hurtigt sækkene ned på jorden og åbnede hver sin sæk. Han gennemsøgte dem, idet han begyndte med den ældste og endte med den yngste, og bægeret blev fundet i Benjamins sæk. Da flængede de deres klæder, og de læssede hver sit æsel og vendte tilbage til byen.

Da Juda og hans brødre kom ind i Josefs hus, var han der stadig, og de kastede sig til jorden for ham. Josef sagde til dem: »Hvad er det dog, I har gjort? Ved I ikke, at en mand som jeg tager varsler?« Juda sagde: »Hvad skal vi svare dig, herre? Hvad skal vi sige? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige, når Gud har fundet dine tjenere skyldige? Vi er nu min herres trælle, både vi og den, bægeret blev fundet hos.« Men han sagde: »Det kunne aldrig falde mig ind at handle sådan. Den mand, bægeret blev fundet hos, skal være min træl. I andre kan trygt tage tilbage til jeres far.«

Så trådte Juda hen til ham og sagde: »Undskyld, herre! Lad din tjener tale til dig, herre, uden at din vrede flammer op imod mig; du er jo Faraos lige. Du spurgte os, herre: Har I en far eller en bror? Vi svarede dig, herre: Vi har en gammel far, og vi har en lillebror, som han har fået i sin alderdom. Hans bror er død; han er den eneste, der er tilbage efter hans mor, og hans far elsker ham. Så sagde du til os, herre: Bring ham herned, så jeg kan få ham at se. Men vi svarede dig, herre: Drengen kan ikke forlade sin far. Gør han det, dør hans far! Men du, herre, sagde til os: Hvis jeres yngste bror ikke kommer herned sammen med jer, skal I ikke vise jer for mig igen. Da vi var kommet hjem til din tjener, min far, fortalte vi ham, hvad du havde sagt, herre. Vores far sagde: Tag af sted igen, og køb lidt korn til os. Men vi svarede: Det kan vi ikke. Hvis vores yngste bror er med os, vil vi tage derned, for vi kan kun vise os for manden, hvis vores yngste bror er med os. Så sagde din tjener, min far, til os: I ved, at min kone fødte mig to drenge. Den ene forsvandt for mig, og jeg tænkte: Han er blevet sønderrevet. Jeg har ikke set ham siden. Hvis I også tager ham her fra mig, og der tilstøder ham en ulykke, så bringer I mig gamle mand ned i dødsriget med smerte. Kommer jeg nu hjem til din tjener, min far, uden drengen, som han er så tæt knyttet til, så dør han, når han ser, at drengen ikke er med, og så vil vi have bragt din tjener, vores gamle far, ned i dødsriget med sorg, herre. Jeg står inde for drengen over for min far, herre; jeg har sagt: Hvis jeg ikke bringer ham med tilbage til dig, skal jeg altid stå som skyldig over for dig, far. Lad mig derfor blive tilbage som din træl, herre, i stedet for drengen, så han kan tage tilbage sammen med sine brødre. For hvordan skulle jeg kunne tage tilbage til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne bære at se den ulykke ramme min far.«

Josefs forsoning med sine brødre

Nu kunne Josef ikke længere beherske sig. Han råbte til de folk, der stod omkring ham, at de alle skulle gå ud. Der var ingen andre end brødrene til stede, da Josef gav sig til kende for dem. Han græd højt; det hørte egypterne, og det rygtedes i Faraos palads. Josef sagde til sine brødre: »Jeg er Josef! Lever min far endnu?« Men hans brødre var ude af stand til at svare ham, så forfærdede blev de. Josef sagde til sine brødre: »Kom herhen!« Og da de kom hen til ham, sagde han:

»Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse. Der har nu været hungersnød i landet i to år, og der vil gå fem år til uden pløjning og høst. Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal. Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud. Han har gjort mig til fader for Farao og til herre over hele hans hus og til hersker i hele Egypten. Skynd jer nu hjem til min far, og sig til ham: Dette siger din søn Josef: Gud har gjort mig til herre i hele Egypten.

Kom uden tøven ned til mig, og bosæt dig i landet Goshen, så du kan være nær ved mig, du, dine sønner og sønnesønner, dine får og dine køer og alt, hvad du ejer. Dér vil jeg sørge for dig, for hungersnøden varer endnu fem år. Du, dit hus og alt, hvad du ejer, skal ikke komme til at lide nød. Både I og min bror Benjamin kan med egne øjne se, at det er mig, der taler til jer. Fortæl min far om min anseelse i Egypten og om alt det, I har set, og skynd jer at bringe min far herned.« Så faldt han sin bror Benjamin om halsen og græd, og Benjamin græd ved hans hals. Grædende omfavnede og kyssede han alle sine brødre. Derefter kunne hans brødre tale med ham.

Rygtet om, at Josefs brødre var kommet, nåede Faraos palads, og det blev Farao og hans folk glade over. Farao sagde til Josef: »Sig til dine brødre: I skal læsse dyrene og tage hjem til Kana'an. I skal hente jeres far og jeres familier og komme ned til mig. Jeg vil give jer alt godt i Egypten, så I kan leve af landets overflod! Jeg giver dig befaling om at sige: Tag vogne med fra Egypten til jeres kvinder og børn, hent jeres far og kom herned! I skal ikke bekymre jer om jeres ejendele, for alt godt i hele Egypten skal være jeres.«

Det gjorde Israels sønner, og på Faraos befaling gav Josef dem vogne og proviant. Han gav hver af dem et sæt festklæder, men Benjamin gav han tre hundrede sekel sølv og fem sæt festklæder. Til sin far sendte han ti æsler læsset med alt godt fra Egypten og ti æselhopper læsset med korn og brød og forsyninger til sin far til rejsen. Så sendte han sine brødre af sted og sagde til dem: »Lad nu være med at skændes undervejs.«

De drog op fra Egypten og kom til deres far Jakob i Kana'an, og de sagde til ham: »Josef er stadig i live! Han er hersker i hele Egypten.« Men hans hjerte stod stille, for han kunne ikke tro dem. Men da de fortalte deres far Jakob alt, hvad Josef havde sagt til dem, og da han så de vogne, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op. Israel sagde: »Det er nok! Min søn Josef er stadig i live. Jeg vil tage af sted og se ham, inden jeg dør.«

Jakob og hans slægt kommer til Egypten

Så brød Israel op med alt, hvad han ejede. Han kom til Be'ersheba, hvor han bragte slagtofre til sin far Isaks Gud. Gud sagde til Israel i et nattesyn: »Jakob, Jakob!« Da han svarede ja, sagde Gud: »Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten, og jeg vil selv bringe dig tilbage, og Josef skal lukke dine øjne.«

Så forlod Jakob Be'ersheba. Israels sønner hjalp deres far og deres kvinder og børn op i de vogne, Farao havde sendt for at hente ham. De tog deres kvæg med sig og al den rigdom, de havde samlet sig i Kana'an, og så kom Jakob og hele hans slægt med ham til Egypten. Han bragte sine sønner og sønnesønner, sine døtre og sønnedøtre, ja hele sin slægt med sig til Egypten.

Dette er navnene på Israels sønner, der kom til Egypten, Jakob og hans sønner: Jakobs førstefødte var Ruben. Rubens sønner var: Enok, Pallu, Hesron og Karmi. Simeons sønner var: Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul, der var søn af en kana'anæisk kvinde. Levis sønner var: Gershon, Kehat og Merari. Judas sønner var: Er, Onan, Shela, Peres og Zera. Men Er og Onan døde i Kana'an. Peres' sønner var: Hesron og Hamul. Issakars sønner var: Tola, Puvva, Job og Shimron. Zebulons sønner var: Sered, Elon og Jakle'el. Det var de sønner, Lea havde født Jakob i Paddan-Aram, foruden datteren Dina, i alt treogtredive sønner og døtre.

Gads sønner var: Sifjon, Haggi, Shuni, Esbon, Eri, Arodi og Ar'eli Ashers sønner var: Jimna, Jishva, Jishvi og Beria, og Sera var deres søster. Berias sønner var: Heber og Malkiel. Det var de sønner, Zilpa havde født Jakob, i alt seksten. Det var hende, Laban overlod til sin datter Lea.

Jakobs kone Rakels sønner var: Josef og Benjamin. I Egypten havde Josef fået Manasse og Efraim med Asenat, datter af Potifera, præsten i On. Benjamins sønner var: Bela, Beker, Ashbel, Gera, Na'aman, Ehi, Rosh, Muppim, Huppim og Ard. Det var de sønner, Rakel havde født Jakob, i alt fjorten.

Dans sønner var: Hushim.Naftalis sønner var: Jakse'el, Guni, Jeser og Shillem. Det var de sønner, Bilha havde født Jakob, i alt syv. Det var hende, Laban overlod til Rakel.

Tallet på Jakobs efterkommere, der kom med ham til Egypten, var seksogtres; dertil kom hans svigerdøtre. De sønner, Josef havde fået i Egypten, var to. I alt kom halvfjerds af Jakobs slægt til Egypten. Jakob sendte Juda i forvejen til Josef for at få vist vej til Goshen, og så kom de til landet Goshen. Josef lod spænde for sin vogn og kørte op for at møde sin far Israel i Goshen. Da han så ham, faldt han ham om halsen og græd længe ved hans hals.Så sagde Israel til Josef: »Nu kan jeg dø! Nu har jeg set, at du stadig er i live.«

Josef sagde til sine brødre og sin fars slægt: »Jeg går til Farao og siger: Mine brødre og min fars slægt er kommet til mig fra Kana'an. Mændene er fårehyrder; de holder kvæg, så de har taget deres får og køer og alt, hvad de ejer, med sig. Når så Farao tilkalder jer og spørger, hvad jeres levevej er, skal I svare ham: Dine tjenere har holdt kvæg fra ungdommen af ligesom vores forfædre. Så kan I bo i landet Goshen, for alle fårehyrder er afskyelige for egypterne.«

Jakob hos Farao

Josef gik til Farao og fortalte ham, at hans far og hans brødre var kommet fra Kana'an med deres får og køer og alt, hvad de ejede, og at de nu var i landet Goshen. Han havde udtaget fem af sine brødre, som han forestillede for Farao. Farao spurgte brødrene: »Hvad er jeres levevej?« De svarede: »Dine tjenere er fårehyrder ligesom vores forfædre.« Og de sagde til Farao: »Vi er kommet for at bo som fremmede i landet, herre. Der er intet græs til vores får, for hungersnøden i Kana'an er knugende. Giv derfor dine tjenere lov til at bo i landet Goshen.«

Farao sagde til Josef: »Din far og dine brødre er kommet til dig. Egypten ligger åbent for dig. Lad din far og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de kan bo i landet Goshen. Og hvis du ved, at der er dygtige mænd blandt dem, så sæt dem til at have opsyn med mit kvæg.« Derefter førte Josef sin far Jakob hen og forestillede ham for Farao, og Jakob hilste Farao. Farao spurgte Jakob: »Hvor mange år har du levet?« Jakob svarede: »Jeg har levet hundrede og tredive år i fremmed land. Få og ulykkelige har mine år været. De når ikke de år, mine fædre levede i fremmed land.« Så tog Jakob afsked med Farao og forlod ham.

Josef lod sin far og sine brødre bosætte sig og gav dem ejendom i Egypten, i den bedste del af landet, i landet Ramses, som Farao havde befalet.Josef forsørgede sin far og sine brødre og hele sin fars slægt efter antallet af børn.

Egyptens jord bliver statsjord. Der var ikke brød på hele jorden, for hungersnøden var meget knugende. Egypten og Kana'an vansmægtede på grund af hungersnøden. Josef samlede alle de penge, der fandtes i Egypten og i Kana'an, de penge, som var indkommet ved salg af korn; dem bragte han til Faraos palads. Da pengene slap op i Egypten og Kana'an, kom alle egypterne til Josef og sagde: »Giv os brød! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig? Der er ikke flere penge.« Josef svarede: »Kom med jeres kvæg, så vil jeg give jer brød for jeres kvæg, siden I ikke har flere penge.« Så kom de med deres kvæg til Josef. Og Josef gav dem brød for deres heste, deres får og køer og deres æsler. Det år forsynede han dem med brød for deres kvæg.

Da det år var forbi, kom de året efter og sagde til ham: »Vi vil ikke skjule for dig, herre, at pengene er sluppet op, og vores kvæg har du jo fået, herre. Vi har intet andet at give dig, herre, end vores krop og vores jord. Hvorfor skal både vi og vores jord dø for øjnene af dig? Køb os og vores jord for brød, så vi bliver trælle for Farao sammen med vores jord. Giv os såsæd, så vi kan leve og ikke dø, og så jorden ikke ligger øde hen.«

Så købte Josef al Egyptens jord til Farao. Hver egypter solgte sin jord, for hungersnøden var hård. Sådan kom landet til at tilhøre Farao, og folket gjorde han til trælle i hele Egypten fra den ene ende til den anden. Kun præsternes jord købte han ikke, for præsterne fik deres faste ydelse fra Farao. De levede af den faste ydelse, Farao gav dem; derfor solgte de ikke deres jord.

Josef sagde til folket: »I dag har jeg købt jer og jeres jord til Farao. Her har I såsæd, så I kan tilså jorden. Af afgrøden skal I give Farao en femtedel. De fire femtedele skal I have til såsæd og til brød til jer og jeres familier og børn.« De sagde: »Det er takket være dig, at vi lever! Måtte vi finde nåde for dine øjne, herre. Vi vil være Faraos trælle.«

Josef gjorde det til lov, og den gælder den dag i dag, at Farao skal have en femtedel af afgrøden fra Egyptens jord. Kun præsternes jord kom ikke til at tilhøre Farao.

Jakobs bestemmelse om sin grav. Israel slog sig ned i Egypten, i landet Goshen. Der blev de bofaste, og de blev frugtbare og meget talrige.Jakob levede i Egypten i 17 år. Tallet på Jakobs leveår var 147.Da Israels liv nærmede sig sin afslutning, tilkaldte han sin søn Josef og sagde til ham: »Vis mig den velvilje at lægge din hånd under min lænd, og sværg på, at du vil vise mig den godhed og trofasthed ikke at begrave mig i Egypten.

Jeg vil lægges til hvile hos mine fædre. Før mig op fra Egypten, og begrav mig i deres grav.« Han svarede: »Jeg vil gøre, som du siger.« Israel sagde: »Sværg på det!« og det svor han på. Så bøjede Israel sig i bøn over hovedgærdet på sin seng.

Jakob velsigner Efraim og Manasse

Senere fik Josef besked om, at hans far var syg, og han kom sammen med sine to sønner, Manasse og Efraim. Jakob fik at vide, at hans søn Josef var kommet til ham, og Israel samlede sine kræfter og satte sig op i sengen. Jakob sagde til Josef: »Gud den Almægtige viste sig for mig i Luz i Kana'an. Han velsignede mig og sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og talrig og gøre dig til en mængde folkeslag. Og jeg vil give dine efterkommere dette land til evig ejendom. De to sønner, du fik her i Egypten, før jeg kom ned til dig, skal nu være mine; Efraim og Manasse skal være mine, ligesom Ruben og Simeon.

De børn, du får efter dem, skal være dine; men de skal have navn efter deres to brødre i det land, de får i eje. – Dengang jeg kom fra Paddan, døde Rakel fra mig i Kana'an, et stykke vej fra Efrat, og der begravede jeg hende, ved vejen til Efrat.« Efrat er det samme som Betlehem.

Da Israel så Josefs sønner, sagde han: »Hvem er det?« Josef svarede: »Det er de sønner, som Gud har givet mig her.« Da sagde Israel: »Kom hen til mig med dem, så jeg kan velsigne dem.« Israels øjne var svækkede af alderdom, så han ikke kunne se. Josef førte dem hen til ham, og Israel kyssede dem og omfavnede dem. Så sagde han til Josef: »Jeg havde ikke troet, jeg skulle få dig at se igen, og nu har Gud endda ladet mig se dit afkom.« Derpå tog Josef dem ned fra hans knæ og kastede sig til jorden.

Josef tog nu sine to sønner i hånden, Efraim i sin højre hånd, så han stod til venstre for Israel, og Manasse i sin venstre, så han stod til højre for Israel, og så førte han dem hen til ham. Israel rakte sin højre hånd frem og lagde den på Efraims hoved, skønt han var den yngste, og sin venstre hånd lagde han på Manasses hoved; han krydsede sine hænder. Men Manasse var jo den førstefødte. Så velsignede han Josef:

»Den Gud, for hvis ansigt mine fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, som har været min hyrde fra min fødsel til i dag, den engel, som har udfriet mig fra alt ondt, skal velsigne drengene. De skal kaldes med mit navn og med mine fædre Abrahams og Isaks navne, og de skal blive talrige i landet.«

Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, blev han bekymret og greb sin fars hånd for at flytte den fra Efraims hoved over på Manasses. Josef sagde til sin far: »Det er forkert, far! Det er ham her, der er den førstefødte, læg din højre hånd på hans hoved.« Men det ville hans far ikke. Han sagde: »Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Også han skal blive til et folk; også han skal blive stor. Men hans yngre bror skal blive større end han, og hans efterkommere skal blive til en mængde folkeslag.« Den dag velsignede han dem og sagde: »Med dit navn skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse.« Sådan satte han Efraim foran Manasse!

Israel sagde til Josef: »Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og bringe jer tilbage til jeres fædres land. Jeg giver dig frem for dine brødre den bjergryg, jeg tog fra amoritterne med mit sværd og min bue.«

Jakob velsigner sine sønner

Jakob kaldte sine sønner til sig og sagde: I skal samle jer omkring mig, så vil jeg forkynde jer, hvad der engang i fremtiden skal ske jer. Saml jer, og hør, Jakobs sønner, Hør på Israel, jeres far!

Ruben, du er min førstefødte, min kraft, min manddoms førstefrugt, ypperst i højhed, ypperst i styrke.

Du kom i oprør som vandet; du skal miste din forrang, for du besteg din fars leje, da vanærede du min seng.

Simeon og Levi er brødre, deres knive er voldsredskaber.

Jeg vil ikke møde op i deres råd, ikke deltage i deres forsamling; for i deres vrede dræbte de mænd, i deres selvrådighed skamskar de okser. Forbandet være en vrede så heftig, en harme så voldsom som deres. Jeg vil splitte dem i Jakob, sprede dem i Israel.

Juda, dig skal dine brødre prise, din hånd griber dine fjender i nakken; din fars sønner skal kaste sig ned for dig.

Juda er en løveunge, fra rov er du vendt hjem, min søn; som en løve har han lagt sig til hvile, som en hunløve, hvem tør vække ham? Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde.

Han binder sit æsel til vinstokken, sit æselføl til vinranken; han vasker sin klædning i vin, sin dragt i drueblod. Hans øjne er mørkere end vin, hans tænder hvidere end mælk.

Zebulon bor ved havets kyst; han bor ved skibenes kyst, helt oppe ved Sidon.

Issakar er et knokkelstærkt æsel, der har lagt sig til hvile i kvægfolden. Da han så, at hvilen var god og landet dejligt, bøjede han ryg som en lastdrager og blev hoveriarbejder.

Dan skaffer sit folk ret så godt som nogen af Israels stammer. Dan skal blive en slange ved vejen, en giftslange ved stien; den bider hesten i koderne, så rytteren falder bagover. – Jeg sætter mit håb til din frelse, Herre.

Gad bliver overfaldet af strejfskarer, men selv overfalder og forfølger han dem.

Ashers føde er kraftig og god, han byder kongelige retter.

Naftali er en fritløbende hind, som får yndige kid.

Josef er et ungt frugttræ, et ungt frugttræ ved kilden, dets grene vokser op ad muren. Bueskytter tirrer ham, de skyder og angriber ham; men hans bue er fast og stærk, hans hænder og arme er smidige. Det kommer fra Jakobs Mægtige, fra Hyrden, Israels Sten, fra din fars Gud, han hjælpe dig, fra Gud den Almægtige, han velsigne dig med velsignelser fra himlen deroppe, med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede, med velsignelser fra bryster og moderliv.

Din fars velsignelser overgår de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed. De skal komme over Josefs hoved, over issen på fyrsten blandt brødre.

Benjamin er en rovgrisk ulv. Om morgenen æder han rovet, om aftenen deler han byttet.

Det var Israels stammer, tolv i alt; og det var, hvad deres far sagde til dem, da han gav dem hver sin særlige velsignelse.

Jakobs død og begravelse

Derpå gav han dem denne befaling: »Når jeg nu går til min slægt, så begrav mig hos mine fædre i hulen på hittitten Efrons mark, i hulen på Makpelas mark øst for Mamre i Kana'an, den mark Abraham købte af hittitten Efron til gravplads. Dér ligger Abraham og hans kone Sara begravet, dér ligger Isak og hans kone Rebekka begravet, og dér har jeg selv begravet Lea. Marken og hulen på den er købt af hittitterne.«

Josef kastede sig grædende ned over sin far og kyssede ham. Derefter gav Josef ordre til lægerne i hans tjeneste om at balsamere hans far, og lægerne balsamerede Israel. Det tog fyrre dage, for så lang tid tager balsameringen, og egypterne græd over ham i halvfjerds dage.

Da grædedagene var til ende, bad Josef Faraos hoffolk om at vise ham den velvilje at sige til Farao fra ham: »Min far tog mig i ed på, at når han var død, skulle jeg begrave ham i den grav i Kana'an, som han havde gravet til sig der. Lad mig derfor drage op og begrave min far; så vil jeg vende tilbage.« Farao svarede: »Drag op og begrav din far, sådan som han tog dig i ed.«

Josef drog så op for at begrave sin far, ledsaget af alle Faraos hoffolk, hans hus' ældste og alle Egyptens ældste. Også hele Josefs hus og hans brødre og hans fars hus drog med. Kun deres familier, deres får og deres køer lod de blive i landet Goshen. Han var også ledsaget af vogne og heste, så det blev et meget stort følge. Da de kom til Goren-ha-Atad vest for Jordan, holdt de dér en stor og anselig klagefest. I syv dage holdt han sorg over sin far. Da landets kana'anæiske indbyggere så sorgen i Goren-ha-Atad, sagde de: »Egypterne holder en anselig sørgefest.« Derfor kalder man stedet Abel-Misrajim. Det ligger vest for Jordan.

Israels sønner gjorde, som han havde befalet dem. De førte ham til Kana'an og begravede ham i hulen på Makpelas mark, den mark øst for Mamre, som Abraham havde købt til gravplads af hittitten Efron. Da Josef havde begravet sin far, vendte han tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, der havde ledsaget ham til hans fars begravelse.

Da Josefs brødre så, at deres far var død, sagde de: »Hvad nu, hvis Josef vil stræbe os efter livet og gengælde os alt det onde, vi har gjort mod ham?« De sendte så den besked til Josef: »Din far befalede os før sin død at sige sådan til dig: ›Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd; de handlede ondt mod dig.‹ Så tilgiv nu den synd, din fars Guds tjenere har begået.« Josef græd over deres ord til ham.

Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.« Og han trøstede dem og talte kærligt

Josefs død

Josef og hans fars hus blev boende i Egypten. Josef levede i 110 år. Josef oplevede at se Efraims børnebørn. Også Manasses søn Makirs børn blev født på Josefs knæ.

Josef sagde til sine brødre: »Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af jer og føre jer op fra dette land til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.« Og Josef tog Israels sønner i ed: »Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med op herfra.«

Så døde Josef 110 år gammel. Han blev balsameret og lagt i kiste i Egypten