Max Büsman sang og musik

 

Julen har bragt velsignet bud

1. Julen har bragt velsignet bud,
nu glædes gamle og unge;
hvad englene sang i verden ud,
nu alle små børn skal sjunge.

 

Grenen fra livet træ står skønt
med lys som fugle på kviste;
det barn som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.

 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.

 

Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria,
sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var de’r, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe,for der var ikke plads til dem i herberget.

 

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:

 

”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”

 

Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

 

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

 

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ”Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.”De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.

 

2. Glæden er jorden gæst i dag
med himmelkongen den lille;
du fattige spurv, flyv ned fra tag
med duen til julegilde!

 

Dans, lille barn, på moders skød,
en dejlig dag er oprunden,
i dag blev vor kære frelser født,
og paradisvejen funden!

 

Evangelisten Johannes skriver om Jesus: ”I ham var liv, og livet var menneskers
lys, og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.

 

Julenat blev det lys tændt, som Johannes skriver om, og englen sagde til hyrderne på marken: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by: han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.

 

Da englene havde forladt hyrderne på marken, og det var blevet mørkt igen, så fulgte hyrderne ordet, og ordet var sandt. De fandt barnet i krybben. Den guddommelige oplevelse var en realitet.

 

Sådan er det også i dag, den der vil følge i hyrdernes fodspor, skal også få vished om budskabets sandhed. For han, der dengang lå i en krybbe, han er nu overalt, hvor hans ord lyder.

 

Barnet i krybben er ikke kun et tegn på, at budskabet er sandhed. Det er selve kærlighedens tegn, og det sprænger alle mål og grænser, fordi det ikke er af denne verden. For hvem er han, som julenat blev svøbt og lagt i en krybbe som et hjælpeløst barn?

 

Hvem er han, der blev lukket ude af herberget, og henvist til en stald?

 

Guds Søn i en krybbe, Himmelens kongesøn i en stald?

 

Det er den guddommelige kærlighed, der fornedrede sig selv for vor skyld.

 

Julens glædelige budskab er, at Guds Søn er kommet iblandt os, og krybben
i Betlehems stald er stadig frelsens tegn.

 

”For menneskesønnen er kommet for at frelse de fortabte”, sådan siger Jesus selv. Det er de mislykkede, han forbarmer sig over. Og endnu gælder det, at knuste hjerter føler bedst. Er der så noget bedre vi kan ønske for hinanden og bede Gud om? End at vi alle må eje de hjerter, der finder kærlighedens og frelsens store og underfulde tegn: barnet i krybben.

 

Glædelig jul

 

Amen

 

3. Frelseren selv var barn som vi,
i dag han lå i sin vugge,
den have Guds engle flyver i,
vil Jesus for os oplukke;

Himmerigs konge blandt os bor,
han juleglæden os bringer,
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger!

 

 

Mel. C.E.F. Weyse 1841
Tekst Ingemann